Ekstraordinært Borgermøde 2020

På Borgermødet den 25/2-2020 blev der fremlagt et forslag til ændringer af vedtægterne, som vil gøre det muligt for Lokalrådet at fungere med mindre end 7 medlemmer.

Det har de sidste to år ikke været muligt at finde nok medlemmer til Lokalrådet, og det har været svært at afholde det antal møder som fremgår af vedtægterne for Lokalrådet. Det har derfor været nødvendigt at tilpasse vedtægterne til de faktiske forhold, og dette blev fremlagt, samt vedtaget, på Borgermødet 2020. For at vedtægtsændringerne kan træde i kraft skal de endeligt vedtages på et ekstraordinært Borgermøde, som afholdes:

Den 22/4-2020 kl. 19:00 på Skovvej 14 i Mårum.

Forslaget til vedtægtsændringerne kan findes her.

På Lokalrådet vegne,

/Søren Chr. Bisgaard

Borgermøde 2020

i Mårum-Kagerup Lokalråd, tirsdag den 25. februar kl 19:00 i Mårum Forsamlingshus.

Det er tid til, at afholde det ordinære Borgermøde i Mårum-Kagerup Lokalråd. Mødet afholdes Tirsdag den 25. februar 2020 kl. 19:00 i Mårum Forsamlingshus og borgere i Mårum sogn er inviteret til, at deltage.

Dagsorden

Dagsorden for mødet fremgår af vedtægterne, som findes på Lokalrådets hjemmeside https://maarum-kagerup.dk.

På hjemmesiden kan du også finde referatet fra sidste års møde.

Lokalrådets Formål

Lokalrådets formål er, at varetage lokalsamfundets interesser, at fremme dets udvikling og at søge, at få medindflydelse på forhold, der vedrører lokalområdet. Rådets opgave er, at være opmærksomme på hvilke planer, initativer og behov der opstår i lokalområdet og at fungere som kontaktled til Gribskov Kommune.

Vil du være ét af de nye Rådsmedlemmer?

Lokalrådet har i dag 6 medlemmer, men vi vil meget gerne have flere og nye medlemmer. Alle borgere i Mårum sogn, som har stemmeret til et kommunevalg kan blive valgt som medlem til lokalrådet.

Lokalrådet har brug for nye medlemmer, der har interesse i lokalområdet og i samarbejdet med Gribskov Kommune og som har lyst og tid til, at udvikle arbejdet i Rådet.

På vegne af det nuværende Lokalråd håber vi, at se mange borgere til det kommende borgermøde og har du spørgsmål til Lokalrådet’s arbejde eller forslag til emner, der skal medtages på mødet, er du meget velkommen til at kontakte enten Mads Høhne Kromann (mhkromann@gmail.com) eller Søren Chr. Bisgaard (soren@bisgaard-as.dk).

Vi ses i MÅRUM Forsamlingshus den 25. februar!

På vegne af Mårum-Kagerup Lokalråd

Søren Chr. Bisgaard

Kulsvidning i Duemose

Lørdag den 13. juli 2019, kl 15

Kulsvierne glæder sig til at byde dig velkommen til årets kulsvidning og glæder sig til endelig igen, at få lov til at svide kul og fortælle om det gamle håndværk, som i tidligere tider var en stor indtægtskilde for lokalområdet.

OBS!! Pt. er tørkeindekset ret højt i Nordsjælland, hvis det fortsætter, er der en reel risiko for at årets kulsvidning vil blive aflyst.

Følg med her, på tisvildevejen.dk og på Facebook.

Program

  • Præcis kl. 15 kaldes de 17 sorte mænd sammen og der bydes velkommen.
  • Indsættelse af ny oldermand.
  • Vi mindes vores afdøde mangeårige oldermand Bent Olsen.
  • Kulsvierne viser hvordan en mile bygges op.
  • Milen, der blev tændt fredag morgen, åbnes og vi kan se resultatet af brændingen.
  • Skovens folk tager dig med på tur rundt i skoven og fortæller historier om livet i skoven, som det blev levet i gamle dage.
  • Lang-grillen tændes med kul fra den nyåbnede mile.
  • Spillemænd og damer, spiller folkemusik og musik til fællessang.

Medbring

Du skal selv medbringe den mad du gerne vil grille og spise. Der kan købes øl, vand og vin, samt årets kulsvier-øl på pladsen.

Vi anbefaler at du medbringer tæppe eller andet til at sidde på under spisningen, myggebalsam og ikke mindst tøj og sko, der passer til vejret.

Når kultur og natur mødes

Maarum Kulsvierlaug har eksisteret siden 1986 og blev til, for at bevarer kendskabet til det gamle håndværk.

Men traditionen giver også et rigtig godt indblik i den kulturhistoriske fortælling om livet i og omkring skoven i gammel tid.

Skovens folk tager dig med på en ”tidsrejse”, hvor du vil blive taget med på en tur rundt i området, opdage ting du ikke har set før, få fortællinger om skovbrug før og nu, og ikke mindst en masse (røver) historier om skovfolket og andre, der på forunderlig vis kom forbi og blev en del af historien.

En oplevelse

Er vejret med os, vil du få den smukkeste oplevelse under trækronerne med røgen fra milen, der langsomt stiger til vejrs, spillemandsmusikken, maden, samværet, fællesskabet og -sang.

Find vej

Milepladsen finder du på Tagmosevej i skoven ved Duemosehus i Duemose – mellem Duemose Trinbræt og Kagerup.

Der er skilte, der viser vej til parkering og til pladsen.

Vi glæder os til at byde dig velkommen

På vegne af Kulsvierlauget

Finn Gaarskjær

Naturfamilievenner ’19

Familievenner Gribskov har den 15. juni arrangeret en minipilgrimsvandring fra Mårum præstegård til Esrum kloster for børnefamilier.

Formålet med turen er at give børnefamilier, der har lyst til at mødes i naturen (og dermed kommer lidt væk fra hjemlig trummerum, iPads, smartphones osv.) en introduktion til Esrum Tisvildevejen og vores fantastiske natur. Derfor ‘skal’ man være børnefamilie for at være en del af denne tur, men man må meget gerne tage fx bedsteforældre med.

Der kan læses mere om arrangementet, og andre sommeraktiviteter i folderen: Naturfamilievenner-2019